Skibsfarten er nu og i de kommende år underlagt en række stadig skærpede krav om at reducere forskellige former for forurening. En af de større udfordringer ligger i at begrænse udledning af svovl SOx, som typisk reguleres via krav til maximalt indhold i skibsbrændstof. For rederierne er det dog også muligt at reducere udledningen af SOx med røggasrensning, og her er danske virksomheder blandt verdens førende.
En virksomhed, der er kommet langt med blandt andet støtte fra MUDP, er Alfa Laval, som med scrubberteknologi har løst problematikken for mere end 100 skibe. Alfa Laval udviklede og byggede således for 10 år siden verdens på den tid største scrubber til retrofit på DFDS’ skib Ficaria, hvor man kombinerede Alfa Lavals erfaringer med både scrubbere og vandbehandling.
Ficarias scrubber-løsning er siden anvendt på mange andre skibe og fungerer stadig den dag i dag. Som en del af MUDP-støttede udviklingsprojekter inden for svovlog NOx rensning har Alfa Laval opbygget et unikt testcenter i Ålborg, som andre virksomheder også kan bruge. Centeret er det eneste af sin slags i verden, hvor man kan teste alle maritime miljøteknologier på alle typer brændstof.