Stort set alle indbyggere i Europa indånder hver dag luft, der ikke lever op til WHO’s anbefalinger for god luftkvalitet.
Det fremgår af en stor undersøgelse fra den britiske avis The Guardian.
Undersøgelsen, der blandt andet er baseret på detaljerede satellitbilleder og oplysninger fra over 1400 målestationer, viser, at 98 procent af Europas befolkning lever steder med luft, der ikke lever op til anbefalingen.
Verdenssundhedsorganisationen (WHO) anbefaler, at koncentrationen af PM2,5 ikke overskrider 5 mikrogram per kubikmeter.
PM2,5 er små luftbårne artikler, som primært dannes ved afbrænding af fossilt brændstof. Partiklerne kan gå i menneskers lunger og blodbane.
The Guardians undersøgelse viser, at næsten to tredjedele af alle europæere bor steder, hvor forureningen er mindst det dobbelte af WHO’s anbefaling.
Heller ikke Danmark går fri af forureningen, viser undersøgelsen.
Der er således ingen områder i Danmark, der har en luftkvalitet, der lever op til WHO’s anbefaling. Flere steder på Sjælland – herunder i København – er koncentration af PM2,5 endda over dobbelt så høj, som WHO anbefaler.
Danmark er også det eneste af de nordiske lande uden et område med luftkvalitet, der lever op til WHO’s anbefalinger.
Norge, Sverige, Finland og Island har således alle store områder, hvor koncentrationen af PM2,5 per kubikmeter ikke overskrider anbefalingen.
De fire lande har dog også en meget lavere befolkningstæthed end Danmark.
Blandt de europæiske lande med den ringeste luftkvalitet er der flere i Østeuropa. Stort set alle indbyggerne i Serbien, Rumænien, Albanien, Nordmakedonien, Polen, Slovakiet og Ungarn lever steder, hvor forureningen er mindst dobbelt så høj, som WHO maksimalt anbefaler.
I Tyskland drejer det sig om en tredjedel af befolkningen, mens tallet i Spanien og Frankrig er henholdsvis 49 procent og 37 procent.
/ritzau/